Verner Larsen & OTA

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg ville lave en oversigt over mine OTA mannequiner; det er et tidskrævende projekt, men nu kommer de første her.

Jeg har ikke den komplette samling eller mange hele ark, men jeg har alligevel det meste! Jeg har ikke kendskab til at der er flere forskellige dukker end de viste, men der kan forekomme farvevarianter, som jeg ikke har.

Det er svært at sige, hvilket tøj der passer til hvilke dukker, da de er udgivet på kryds og tværs og det betyder også mindre, da alle passer tøj sammen. Mange af dukkerne og tøjet er udgivet i flere farvevarianter; nok ikke alle er tilsigtede.

Mannequinerne blev tegnet af Verner Larsen i reklameøjemed til OTA solgrynpakkerne ca.1955-60. Dukkerne blev udgivet i to størrelser på både 1 og 2 kilo-æskerne, ligesom der også var ark kun med tøj.

Jeg har opsat dukkerne efter de helark, jeg har set billeder af. Disse dukker er navngivede.

Verner Larsen (1915-2017) var en fynsk illustrator som havde et langt og produktivt liv og han var stadig aktiv i en meget høj alder. I 2000-2001 tegnede han eksklusivt en serie påklædningsdukker til PD-Bladet; dukkerne er opkaldt efter Verner Larsens oldebørn.

Datteren Ann-Beth Zachariasen tegnede sine egne tvillinger Bo og Mette , der blev udgivet i Hjemmet i 1972 i en samtidig streg. Verner Larsens hustru Inge var ligeledes en kendt og meget dygtig illustrator kendt under navnet Ingel.

I min samling har jeg også en serie kort - signeret med pseudonymet "Milton".

Verner Larsen tegnede også en teen-age serie der udkom på både OTA- og Corn Flakes- æsker. Jeg har hidtil kun set én af dukkerne fra denne serie i lille størrelse og den er jeg heldig at have i min samling.